Mindfulness til børn og unge

Mindfulness til børn og unge

Sæson for betablokkere?

Mindfulness meditationPosted by loneross.dk Sat, April 27, 2013 15:17:18
Så er det i følge dr.dk sæson for betablokkere - forbruget stiger voldsomt for de 15-19-årige i maj-juni og styrtdykker så, når Roskilde Festivalen starter.
Læs artiklen her.

Som læge har jeg ikke de store problemer med at unge gymnasieelever tager en betablokker inden en mundtlig eksamen. Eksamensangst kan være smertefuldt og forhindrer den unge i at tænke klart, så præstationen slet ikke svarer til det, vedkommende rent faktisk kan. Betablokkere er således ikke præstationsfremmende, de kan blot hindre et præstationsfald, der skyldes angst.

Når det er sagt, vil jeg til enhver tid være fortaler for, at man benytter sig af andre muligheder end medicin, hvis der findes virksomme alternativer. Der er bivirkninger ved al medicin og mulighed for, at noget går galt. Nogle gange er man i den situation, at der ikke findes tilstrækkeligt virksomme alternativer, og så er det naturligvis fantastisk, at der er mulighed for medicinsk behandling.

Men lige præcis til eksamensangst er der andre muligheder, f.eks. mindfulness meditation. Ikke nok med at denne teknik kan hjælpe dig gennem eksamen eller andre senere stressfulde situationer som jobsamtaler o.lign., så vil mindfulness have positiv indflydelse på hele resten af dit liv. Færre bekymringer, mindre angst og depression, færre konflikter, mere påskønnelse af livet! Selv om mindfulness kræver en større indsats (men trods alt blot 10-15 minutter om dagen) end at sluge en pille, er der i mine øjne ikke meget at betænke sig på.